Thise Skole er en tryg og udviklende landsbyskole med ca. 85 elever og en SFO med ca. 40 børn. Vi ligger smukt placeret for foden af Thise Bakker, og har moderne, lyse bygninger og gode udearealer, der indbyder til både læring og leg.
På Thise skole er alle børn og voksne en del af vores fællesskab, hvor trivsel, relationer og faglig nysgerrighed går hånd i hånd. Vi tror på, at børn lærer bedst, når de bliver mødt af voksne, der ser dem, forstår dem – og hjælper dem med at udvikle sig både fagligt og personligt.
En fasedelt skole
Thise Skole er organiseret i faser, hvilket betyder, at eleverne går i mindre overskuelige grupper på tværs af klassetrin. Denne struktur giver tryghed og stærke relationer; såvel fagligt som socialt – og samtidig mulighed for fleksibel undervisning og varierede læringsformer.
- Børnehaveklassen er sin egen fase, hvor vi har særligt fokus på overgangen fra børnehave til skole. Her lærer børnene, hvordan det er at gå i skole, i trygge og udviklende rammer.
- Fase 1: 1. og 2. klasse
- Fase 2: 3. og 4. klasse
- Fase 3: 5. og 6. klasse
Inddelingen i faser understøtter folkeskolens kvalitetsprogram og vores mål om at skabe stærke fællesskaber for alle børn.
Faglig og social differentiering
I alle faser skaber vi mulighed for co-teaching i alle timer, holddeling og differentiering – både fagligt og socialt. Det betyder, at vi kan tilpasse undervisningen bedre til børnenes forskellige behov og styrker.
Alle faser har minimum to primære voksne (lærer og/eller pædagog), som følger børnene gennem hele deres skoledag.
I fase 0, 1 og 2 er der altid en fast pædagog tilknyttet. I fase 3 har eleverne i stedet en ekstra primær lærer.
En fleksibel og praksisnær skoledag
På Thise Skole arbejder vi med fleksible skemaer og undervisning i moduler, så læring kan tage udgangspunkt i elevernes motivation og virkelighedsnære projekter. En typisk skoledag er bygget op således:
- Modul 1: 8.00 – 10.30
- Lang pause: 10.30 – 11.30
- 20 minutters spisepause
- 40 minutters frikvarter
- Modul 2: 11.30 – skoledagens afslutning, som varierer mellem kl. 12.00, 13.00 og 14.00
Skemaet ændres fire gange årligt, hvilket giver mulighed for at tilpasse indholdet til elevernes interesser, årstider, tværfaglige projekter og fokusområder. Undervisningen kan fx integrere historie, kristendom og billedkunst i ét samlet forløb, så børnene oplever sammenhæng og mening i det, de lærer.
Vi bruger ikke ringeklokke på skolen, fordi vi tror på, at både undervisningens varighed og pausernes form bør afspejle indholdet og den aktuelle periode – fremfor en fast klokkesnor.