På Thise Skole tror vi på, at børn gør det godt – hvis de kan. Det er et grundlæggende menneskesyn og afsæt for vores tilgang til læring, udvikling og trivsel. Derfor ser vi et tæt og tillidsfuldt samarbejde med hjemmet som afgørende for at kunne støtte hvert enkelt barn bedst muligt – både fagligt og socialt.
Vi arbejder med afsæt i Brønderslev Kommunes børnesyn og i en tilgang, hvor vi ser børn som kompetente og forskellige, og hvor udvikling sker bedst i trygge og nære relationer. Her spiller forældrene en nøglerolle. Vi ved, at det vi ikke ved, kan vi ikke gøre noget ved – derfor lægger vi stor vægt på åben, ærlig og rettidig kommunikation. Når skole og hjem deler viden, observationer og bekymringer, skaber vi det bedste grundlag for at hjælpe barnet videre.
Forældremøder
Der afholdes ét årligt forældremøde for hver fase – typisk i begyndelsen af skoleåret. Her vælges også forældreråd. Hvis der opstår behov for det, kan der naturligvis aftales ekstra møder.
Skole/hjem-samtaler
Hvert skoleår inviteres der til mindst én skole/hjem-samtale. Ved behov – fra enten skole eller hjem – kan der aftales flere samtaler i løbet af året. Vi prioriterer disse samtaler højt, da de er en vigtig ramme for fælles refleksion og samarbejde om barnets udvikling.
Kommunikation
God kommunikation mellem skole og hjem er et fælles ansvar, og den har stor betydning for barnets trivsel og læring. Den daglige kommunikation foregår som udgangspunkt via Aula (Aula: Vores fælles intranet | Thise Skole), men ved mere komplekse forhold foretrækker vi personlige møder eller samtaler, hvor der er bedre plads til dialog og nuancer.
Retningslinjer for kommunikationen:
- Kommunikation foregår direkte mellem skole og hjem
- Sproget skal være respektfuldt og ordentligt
- Der kan forventes svar på elektronisk henvendelse inden for én arbejdsdag
- Svære eller følsomme emner håndteres bedst gennem samtale eller møde – ikke elektronisk
Vi tror på, at gode relationer mellem skole og hjem er nøglen til stærke fællesskaber og god skolegang. Det fælles mål er, at alle børn skal opleve sig forstået, støttet og udfordret – på deres egne forudsætninger.