Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Praktisk info

Komme/gå

Når barnet møder i SFO, tjekker det sig ind på skærmen ved indgangen – og gør det samme, når dagen slutter. Det giver både børn og voksne overblik og ro.

Vi lægger stor vægt på, at alle børn siger "hej" og "farvel" til en voksen – det skaber nærvær og tryghed, og vi ved, hvem der er kommet og gået.

 

Beskeder om afhentning, ændringer i komme/gå eller andet praktisk skal skrives i Aula senest kl. 11.00, så vi kan nå at læse dem i løbet af skoledagen. Vi læser ikke beskeder sendt efter dette tidspunkt – og børnene kan ikke selv give besked.

Vi modtager kun telefonopkald med ændringer, hvis det er akut – for vi vil hellere bruge tiden sammen med jeres børn end på at tale i telefon 😊

 

Mad i SFO

Morgenmad serveres fra kl. 6.30 til 7.15.
Vi tilbyder havregryn og cornflakes med komælk. Har jeres barn allergi eller har brug for andet morgenmad, er I velkomne til at kontakte os.

Eftermiddagsmad spises i SFO’en og kan nydes både på et fast tidspunkt (kl. 14.00-14.30) sammen med en voksen eller i et fleksibelt tidsrum, hvor barnet selv vælger, hvornår det vil spise. Det giver både struktur og frihed – alt efter behov.

 

Påklædning

Hvert barn har sin egen garderobe og en kasse til skiftetøj.
Vi er ude i al slags vejr, så det er vigtigt, at jeres barn har praktisk tøj, sko og støvler med hver dag. Vi anbefaler altid, at der ligger skiftetøj – så er barnet godt klædt på til både leg og vejrskift.

Thise Skole er en indesko-skole, så børnene skal have indesko eller blot strømper på indenfor. 

Ved større ferier (uge 42, juleferie, uge 8 og sommerferie) bedes forældre tage børnenes kasser med hjem og opdatere indholdet efter årstiden. 

 

Medicin og forsikring

Hvis jeres barn har brug for medicin i løbet af dagen, så kontakt os – så vi sammen kan sikre de rette aftaler og den nødvendige dokumentation.

Bemærk: Skolen og SFO’en har ikke en ulykkesforsikring for børn. Vi anbefaler derfor, at I har både familieansvarsforsikring og børneulykkesforsikring, så jeres barn er godt dækket, hvis uheldet skulle være ude.